You want an English version of this page?


Kontrakten
- indgået med Yardbirds men fuldført af Led Zeppelin

Tryk på kontrakten for at se en større udgave i pdf-format.

Kontrakten med Yardbirds blev indgået den 15. august 1968. På dette tidspunkt var man ikke klar over, at gruppens medlemmer ville blive skiftet ud. Gladsaxe Teen Club havde i stedet skrevet kontrakt med et stykke rock verdenshistorie: Led Zeppelins første optræden for et publikum.

Og prisen? - 7.000,- kr. for 30 minutters optræden, hvilket i dag ville svare til knap 50.000,- kr.

TC Led Zeppelin fotogalleri
Se alle vore fotos fra Yardbirds / Led Zeppelins besøg i Gladsaxe Teen Club

Gigantisk Led Zeppelin revival koncert
Den 10. december 2007 mødtes næsten 20.000 entusiastiske Led Zeppelin fans til en gigantisk revival koncert i London. Koncerten har fået meget begejstrede anmeldelser, og har vakt håbet til live om en egentlig Led Zeppelin revival med flere koncerter rundt om i verden.

Ifølge BBC deltog mere end 20 millioner i lodtrækningen om retten til at købe billetter til det, der af mange opfattes som en af det sidste 10 års allerstørste rockbegivenheder.

Koncerten var en memorial koncert til minde om grundlæggeren af Atlantic Records, Ahmet Ertegun, der skrev kontrakt med Led Zeppelin i november 1968.

Koncerten skulle allerede have været afholdt den 26. november 2007. Imidlertid var Jimmy Page så uheldig at brække sin finger, hvilket jo ikke er det heldigste for en guitarist. Derfor besluttede man at udsætte koncerten i 2 uger.

Ved koncerten erstattedes afdøde John Bonham ved trommesættet af sønnen Jason Bonham.

Vi glæder os til af følge op på begivenheden - bl.a. med en øjenvidneberetning fra Jerry Ritz. Læs mere her

Annie og Jerry Ritz var blandt de få heldige, der har sikret sig billet til koncerten i London. Det kunne ikke være mere passende, da Jerry i 1968 arbejdede i Bendix Music - senere ICO - og var tour manager for Led Zeppelin i Danmark i 1968 og 1969! Jerry mødte Annie i Gladsaxe Teen Clubs i 1968, hvor hun var frivillig medarbejder og de har været gift siden 1972 - det hele startede i Teenclubben ligesom Led Zeppelins karriere!

og Led Zeppelin vendte skam tilbage til Gladsaxe...
Allerede et halvt år efter debutkoncerten vendte Led Zeppelin tilbage til Gladsaxe Teen Club.


Den 15. marts 1969 stod Led Zeppelin igen på scenen i Gladsaxe Teen Club.

I forbindelse med Danmarksbesøget var Led Zeppelin også på besøg i TV-byen i Gladsaxe, hvor man den 17. marts 1969 optog et par numre til TV.

Disse numre er inkluderet på DVD'en "Led Zeppelin" fra 2003 - hvor optagelsen fejlagtigtig står anført til at have fundet sted i Gladsaxe Teen Club.

Læs mere om Led Zeppelin dvd'en på wikipedia

Et par Led Zeppelin links


Den officielle Led Zeppelin hjemmeside: ledzeppelin.com

Ny canadisk hjemmeside - bl.a. med Jørgen Angel's fotos: enzepplopedia.com

Danmarks Radio's temaside om Led Zeppelin - bl.a. med interview med Jerry Ritz:
dr.dk/musik/tema/led_zeppelin

Led Zeppelins første koncert nogensinde

den 7. september 1968 i Gladsaxe Teen Club

Robert Plant og Jimmy Page
Foto: Jørgen Angel - www.angel.dk

Den 7. september 1968 var der som hver eneste lørdag i sæsonen Teen Club bal på Egegård Skole. Denne aftens store orkesternavn var "The New Yardbirds". Forud for arrangementet havde der været lidt skuffelse blandt nogle af Teen Club medlemmerne over, at kun et enkelt af medlemmerne fra det gamle Yardbirds - nemlig Jimmy Page - var med i den nye udgave af gruppen. Var den nye sammensætning virkelig lige så god som den gamle?

Hvad de der var så heldige at være på Egegård Skole den aften oplevede, er i dag rock-historie. Kort tid efter skiftede "The New Yardbirds" navn og blev til "Led Zeppelin". Og den optræden på Egegård Skole var den første aften, hvor nu legendariske Jimmy Page, John Paul Jones, John Bonham og Robert Plant spillede sammen for et publikum. Faktisk var det kun få dage efter, at de fire musikere mødtes for første gang.

Daværende Teen Club Formand Lars Abel's talepapir, der introducerer "The New Yardbirds".
Klik på talen for at åbne en pdf-version.

Som formand for Teen Club'en var det Lars Abel, der havde fornøjelsen, at gå på scenen og introducere gruppen. Hans gamle talepapir fra den aften - med nogle af de nye medlemmers navne indskrevet i hånden (Plant blev til Plat!) umiddelbart inden han gik på scenen - fortæller bl.a., at gruppen eftermiddagen igennem har øvet på skolen, og at Teen Club'ens medarbejdere havde syntes, de var rigtig gode!

Når Led Zeppelins første koncert har fået den plads i rockhistorien, som den har, skyldes det naturligvis gruppens efterfølgende status som absolut rock-legende. Men når vi i dag kan have en fornemmelse af stemningen ved den første koncert skyldes det primært den unge Teen Club fotograf Jørgen Angel, der med sin mors feriekamera forevigede gruppens første optræden i en række fantastiske fotos. Fotos, der igennem årene er blevet i gengivet i rock-magasiner og på udstillinger verden over.

Læs mere om Jørgen Angel - hans møde med Led Zeppelin - og hans liv som rockfotograf her.

Ud over de mange fotos, som Jørgen Angel tog har vi i forbindelse med indsamlingen af materiale til denne hjemmeside været så heldige også at finde nogle få aldrig tidligere offentliggjorte fotos af koncerten den 7. september 1968. De nye fotos er taget af en anden af Teen Club'ens faste fotografer Karsten Schmidt

Robert Plant for fuld udblæsning i Gladsaxe Teen Club den 7. september 1968.
Foto: Karsten Schmidt.

John Paul Jones ved Led Zeppelins første koncert den 7. september 1968 i Gladsaxe Teen Club.
Foto: Karsten Schmidt

I Teen Club Nyt i oktober 1968 giver Bent Larsen denne begejstrede anmeldelse af de nye "Yardbirs" første koncert:

"De engelske YARDBIRDS havde øvet det meste af eftermiddagen på deres nye show. Så da de gik på scenen var de helt i hopla og gav den, som man siger "hele armen". Der var overhovedet intet at udsætte på deres optræden og musik, som rungede dejligt i ørene et stykke tid efter at tæppet var gået for. Særligt vil jeg fremnhæve JIMMY PAGE, som har taget det store slæb med de 3 nye mænd. Det lykkedes virkelig godt, ikke mindst guitarsoloen fra Jimmy Page, der vakte stort bifald. Vi kan herved fastslå, at de nye YARDBIRDS mindst er lige så gode som de gamle."

John Bonham holdt sig ikke tilbage på trommerne
Foto: Jørgen Angel - www.angel.dk