Køb billetter på

Historic Rock Event
1968 - 2008

Søndag den 7. sept. spiller Led Zeppelin Jam (DK) på Egegård Skole i Gladsaxe - nøjagtig på 40 års dagen for Led Zeppelins verdenspremiere på samme sted...

Led Zeppelin Jam er: Alex Nyborg Madsen (vokal), Ivan Horn (guitar), Henrik Tvede (guitar),
Carsten Neumann (bas), Lars Mitch Fischermann (trommer) og Benjamin Fischermann (trommer)

Nu genopstår Gladsaxe Teen Clubs, som i fem år fra 1966 til 1971 var en af landet populæreste klubber, hvor tusindvis af unge mødtes for at høre tidens største danske og udenlandske rock- og popgrupper. Da Yardbirds-guitaristen Jimmy Page sammen med bassisten John Poul Jones, trommeslageren John Bonham og sangeren Robert Plant den 7. sept. i 1968 spillede deres første offentlige koncert som et band, skete det i Gladsaxe Teen Clubs på Egegård Skole i Gladsaxe. Det blev en begivenhed, som for altid har skrevet Danmark ind i historien om Led Zeppelin, en af verdens største rockgrupper gennem tiderne.

Det er også anledningen til, at en kreds af de frivillige folk, som var aktive i Gladsaxe Teen Clubs dengang i 60'erne, har fundet sammen i den nystiftede forening Gladsaxe Teen Clubs Venner, som i samarbejde med manager Jerry Ritz fra koncertbureauet KulturKontakt.dk nu fejrer 40-års jubilæet for Led Zeppelins verdenspremiere med arrangementet "Historic Rock Event" søndag den 7. sept. på Egegård Skole i Gladsaxe.

Når Gladsaxe Teen Clubs genopstår denne ene aften, 37 år efter klubben blev opløst, er det naturligvis til tonerne af Led Zeppelins musik. Musikken bliver leveret af det populære danske tribute-band Led Zeppelin Jam - der spiller musikken så tæt på originalerne, som det kan gøres. Der vil desuden være konkurrencer og forskellige overraskelser. Arrangørerne oplyser, at man har været i kontakt med repræsentanter for Led Zeppelin-folkene og mange af de danske musikere, som var med dengang. Alle er naturligvis blevet inviteret til denne særlige festaften, men hvem der dukker op, kan man ikke sige med sikkerhed.

Bandet med den populære radiovært Alex Nyborg Madsen i den vokale forgrund har eksisteret siden 1989, og er kronprins Frederiks yndlingsband. De har optrådt utallige gange for Kronprinsen bl.a. til Rock'n'Royal i Parken i 2004 for over 42.000 mennesker og senest i forbindelse med hans private 40 års fødselsdag på Fredensborg Slot tidligere på året. Led Zeppelin Jam, som har spillet på flere af sommerens festivaler, er i topform når de kommer til Gladsaxe.

Alex Nyborg Madsen fra Led Zeppelin Jam, siger: "Det bliver en skæg oplevelse at stå på den samme scene, hvor Led Zeppelin spillede deres første job nogensinde, hvilket skete 21 år før vi startede vores orkester. Da vi startede i 1989, havde Led Zeppelin ikke spillet i de 9 år, der var gået siden John Bonhams tragiske død, og vi kunne mærke, at der var stor interesse for at høre deres musik live. Det er der stadig. Næste år har vi eksisteret i 20 år - men inden da skal vi hylde Led Zeppelin lige dér, hvor eventyret begyndte".

Der er lagt op til en helt særlig aften, hvor de, der var unge dengang i 60'erne, kan gense Teen Club'en og vise stedet til deres børn og måske børnebørn til tonerne af rockklassikere som "Stairway To Heaven", "Whole Lotta Love" og "Dazed And Confused". Dengang var det stærkeste, man kunne indtage en læskende Jolly Cola - nu 40 år efter bliver der mulighed for at nyde en kølig fadøl.